Single Blog

Det kræver mandsmod og kvindekraft at se sig selv i øjnene. Tage imod sin Dakini; det oplyste kvindelige, livets kald. At modnes, blive voksen, et helt menneske. Med følelser, tanker, krop, sind, ånd. Kvinden i manden. Manden i kvinden.

Vajrayana Buddhismen er rig på historier om lærde mænds møder med visdoms dakinien. Som nu den her om Naropa, der efterfølgende gik hen og blev en af de helt store Mahasidis; en slags helgen med magiske evner.

 

Naropa møder sin Dakini

Der var engang for længe side, da Naropa var ung og endnu ikke helt oplyst, men dog en af de mest lovende munke i klostret. Han kunne recitere sutra og tantra i et væk, vinde enhver filosofisk debat og give sig hen til de hellige skrifter som ingen anden. En dag han sad i klostergården i en plet i solen (det var en lille last han tillod sig) faldt der pludselig en skygge over hans tekst. Da han så op, stod der en usædvanlig grim gammel kone foran ham. Hendes hår var tjavset og brungråt af skidt, hendes tøj hang i laser, og selv var hun så grim, at han alene i hendes ansigt talte 137 hæslige træk. På et splitsekund. Så skarpt var hans analytiske blik.

Det besynderlige var ikke konens grimhed, nej, det var den følelse, han næsten blev overvældet af. Hvis ikke det var, fordi han kendte sit sind så godt, ville han have sagt, at han blev bange for hende. Han skyndte sig at kalde det uro og tilskrive det konens beskidte finger, der nærmede sig hans dyrebare tekst. Med raspende stemme spurgte hun: Forstår du alle ordene?

Og skønt han ville ønske, hun ville gå sin vej, rettede han ryggen og svarede venligt, som en god lille munk. Ja, jeg forstår alle ordene. Hans stolthed var så godt skjult, at han ikke engang opdagede den selv. Nu skete der noget højst besynderligt. Kællingen jublede. Hun kastede armene op i luften og gav sig til at danse rundt foran ham som et barn, mens hun sang “Han forstår alle ordene! Han forstår alle ordene!”

Med-glæde er en af de fire store dyder, og Naropa gjorde sit bedste for at glæde sig over konens glæde. Men han fandt det ærlig talt både ubekvemt og pinligt, og blev meget lettet, da hun holdt op med sit fjolleri. Desværre stillede hun sig nu endnu tættere op ad ham, og han frygtede den beskidte finger med den lange gule negl, der igen nærmerede sig hans dyrebare skrift, mens hun stakåndet spurgte: Men hvad med meningen? Forstår du den?

Og da han jo var en god og medfølende munk, ville han gerne glæde hende endnu engang. Eller måske ville han gerne prale lidt, hvem ved? I hvertfald svarede han: Ja, jeg forstår også meningen, skønt han ikke var sikker. Og da skete noget endnu mere besynderligt. Konen stak i et vræl. Tårerne strømmede ned ad hendes kinder, så skidt og snavs gik i opløsning, det var et værre mudderbad. Hun kastede sig på jorden, rev sig i håret og jamrede, som var den største sorg overgået hende. Det fik Naropa op af meditationspuden.

Indtil da havde han siddet værdigt i sin fulde lotus stilling uden at lade sig mærke udadtil af konens besynderlige adfærd. Det var også en dyd han mestrede; at bevare sindsroen og aldrig miste besindelsen (i hvertfald ikke så det kunne ses). Han kunne så let som en mis forvandle vrede til klarhed og lod sig aldrig bringe ud af fatningen. Men nu forsvandt hans surt optjente selvbeherskelse i ét hug.

Styret af en ukendt kraft fløj han hen til konen, satte sig på hug og gav sig til at stryge hende over håret. Hvad er der galt? spurgte han. I sammen øjeblik holdt konen op med at græde. Hun hikstede som et barn, snød næse i hans kjortel og så ham direkte i øjnene. Ja, faktisk føltes det, som om hun så direkte ind i den sjæl, han ellers ikke mente, han havde. Det var højst besynderligt. På en gang vidunderligt og skræmmende.

Hvad der er galt? gentog hun med fløjsblød stemme. Det skal jeg sige dig! Hjertet smiler, når nogen taler sandt, og så bliver jeg lykkelig. Når nogen lyver, græder hjertet, og jeg bliver ulykkelig. Øh, undskyld, jeg er ikke helt med, stammede Naropa. Konen rystede på hovedet. Nej, sagde hun.  Det er netop problemet. Du er ikke med. Du er en meget lærd mand. Og en løgnhals. Du forstår ordene, men du fatter ikke meningen.

Da opstod et virvar af følelser i Naropa: Lettelse, vrede, skam, angst, forvirring. Og så blev der helt stille. Han så, at det var sandt. Indrømmede det, han længe havde anet, men ikke ville vide: At han ikke forstod det, han læste. Han kunne sidde ubevægelig på sin pude i timevis, fremsige både tantra og sutra, brillere, filosofere. Men han forstod ikke, hvad ordene egentlig betød. Og når han var sammen med andre, vidste han ikke, hvordan han skulle være teksten. Han var personligt uberørt af sin viden.

Hvem forstår meningen? spurgte han med skælvende stemme. Og længtes efter at overgive sig til konen, sikker på, at hun forstod mening. Det var også højst forvirrende og vakte straks hans afsky, for nu tænktes det utænkelige i ham: Sæt hun var hans lærer? En beskidt gammel kælling, der hverken kunne læse eller skrive.

Hvem der forstår meningen? gentog konen, rejste sig og så på ham i en smertefuld evighed. Og pludselig synes han, hun var smuk, og kunne slet ikke finde de 137 hæslige træk. Hun smilede og svarede: Det gør min bror Tilopa. Og om det var navnet på denne ukendt mand eller konens pludselige skønhed, vidste han ikke, men tårerne strømmede ned ad hans kinder, og han kastede sig på knæ foran hende.

Hvor kan jeg finde Tilopa? råbte han. Sig mig, hvor jeg kan finde ham! Hold op med det der, vrissede konen. Rejs dig op.  Ja, men så sig mig, hvor jeg kan finde ham? blev Naropa ved. Han kunne simpelthen ikke styre sig. Hvor du kan finde ham? mumlede konen. Ja, det ved jeg virkelig ikke. Og så gik hun op i røg. Eller også var det lys. Det kunne han ikke huske bagefter.

 

Hverken mand eller kvinde

Sådan mere eller mindre gik det for sig, da en af de lærde mænd fra Vajrayana Buddhismen mødte sin visdoms Dakini. Den slags historier er der mange af, og møderne er altid skelsættende. For manden. Det blev det også for Naropa. Han forlod en lovende karriere som stjerne-munk og drog ud for at finde sin lærer, Tilopa. Rejsen blev lang og farefuld, sådan som helte-rejser skal være det. Fuld af forhindringer. Hvordan det gik? Godt. Men det vender vi tilbage til. Lige nu vil jeg tale om meningen, den symbolske. Med historien, altså.

Man kunne nemlig mene, at historien handler om, hvor opblæste mænd er, og hvor lidt de forstår. Og om gamle koners skarpe tunger og klare syn. Men man kunne også forestille sig, at begge karakterer i historien – eller alle tre, hvis vi medregner Tilopa – er aspekter i os alle. Og så er mødet mellem Naropa og Daknien historien om enhver.  Lad os prøve at se sådan på det.

 

Naropa – intellekt

Symbolsk set er Naropa vores let opblæste intellekt. Han er munk, altså spirituel, jo-jo, men på den intellektuelle måde. Han lever afsondret fra det verdslige liv i klostrets forudsigelige rammer sammen med de andre drenge, munkene. Fjernt fra lortebleer, boliglån og græsselige koner. Han studerer. Kan remse alt muligt af sig som en papegøje, og det må man give manden/os/vores intellekt, han kan også bruge sin viden, altså tænke selv. Han kan lægge to og to sammen i en filosofisk debat om visdommens væsen og vinde over de andre drenge. Men den dybere mening fatter han ikke.

 

Dakini – intuitiv visdom

Dakinier er kvindelige visdomsvæsner i Vajrayana buddhismen. De er symbol på det oplyste kvindelige, på naturen i os selv og i verden omkring os. Det utæmmede, det vilde. De er mystiske, flygtige, uberegnelige. Som konen her.

Man hører først om dem i indiske middelalder-legender, hvor de optræder som dæmoniske skikkelser. Hekse, der lever på kirkegårde og andre skumle steder. Mystiske, kraftfulde, farlige. Ligesom heksene i Europa. Sidenhen bliver de i Vajrayana buddhisme symbol på det mest ophøjede kvindelige: Det oplyste sind.

Ordet Dakini er sanskrit, og på tibetansk oversættes det til Khandro som betyder Himmel Danser eller Himmel Vandrerske. Og den, der kan flyve eller vandre hen over himlen har indset det hele. Hun kan overskride tid, sted og rum ved egen kraft. Thor skulle bruge stridvogn for at tordne hen over himlen. Freja brugte fjerham. Dakinien bruger sindets magi. Hun har nemlig forstået meningen. Gennemskuet det hele. Det giver en vis lethed.

Daknier optræder i forskellige former alt efter behov. De kan være unge og smukke som gudinder, Tara for eksempel. Eller Freja fra nord. Eller græske Palls Athene. Men Dakinien kan også være en grim gammel kælling. Som mosekonen, der brygger eller Naropas kone her. Og så kan de være målbevidste kvinder af kød og blod som miljø-aktivisten Greta Thunberg. Uanset størrelsen og gørelsen har de saft og kraft til fælles. Dakniner er frygtløse, utæmmede, vilde. Frie Kvinder.

 

She moves in mysterious ways

She moves in mysterious ways, sang U2 engang for længe siden. Det kunne lige så godt have været en sang om Dakinien. Dakinier kommer og går på overraskende måder. Som i historien her, hvor hun pludselig dukker op og sætter gang i Naropas proces, vender op og ned på hans selv-billede og så forsvinder. Så må han selv om resten. Som sådan er Dakinien symbol på energiens bevægelse. Altings foranderlighed. Bevægelse.

Naropas dakni kan synes barnlig. Hun jubler og græder som et barn. Men hun er ingen Kong Baby. Hun er ikke underlagt sine følelser, hun udtrykker dem i handling fremfor at tale om dem. Hun er med-glæde. Hun er med-følelse. Som sådan er hun vores naturlige instinkter og impulser. Naturen i os selv. Og i verden omkring os. Og det er der, han skal hen, Naropa. Ud i verden. Ind i naturen.

Hele samtalen mellem de to er også typisk dakini. Dakinier har altid noget på hjertet, og siger det gerne lige ud af posen eller i handling. Hende her danser og jubler, river sig i håret, græder, og ender med at sige det, som det er: Du er en løgnhals, Naropa.

Der er ikke så meget snak. Ingen lange foredrag, ingen hensyns-syge. Ikke noget goddag mit navn og andre høfligheder. Nej, det er lige på, men ikke nødvendigvis hårdt, når man møder sin Dakini. Nogle gange er det tågesnak. Mystiske udsagn, der skal tydes som drømme eller de råd oraklet fra Delfi gav grækerne. Andre gange er talen krystalklar.

Hensigten er altid den samme: At vi skal blive den, vi er bestemt til at være.

 

Tilopa – en mand med det kvindelige 

Og så er der Tilopa. Han er kællingens bror. Altså i slægt med hende. Det samme, bare i et andet køn. Han er det, Naropa kan blive. Tilopa forstår meningen. Den dybere. Og den har han ikke læst sig til. Han har erfaret den. Og han har gjort det ved at leve som yogi. Han har viet sit liv til at udforske buddhas lære, ligesom munkene i klostret, men han sidder ikke i et elfenbenstårn og boger den. Han har et intellekt, men han er mere end det. Han er også krop og sind. Og hans vej til sindets natur går gennem kroppen.

Yogier og yoginier kan leve afsondret. Hver for sig i huler på bjerge, i hytter i skove. Men det er ikke en permanent tilstand. Intet menneske er en ø, en verden for sig, for nu at citere den engelske digter John Donne. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele. Og yogier og yoginier lever også i grupper. Og ofte i naturen.

Naturen opfattes i mange kulturer som kvindelig. Fordi naturen er svanger og føder som kvinder. Og blandt oprindelige folk var det almindelig kendt, at vi selv er en del af naturen. Og Tilopa lever i pagt med naturen i sig selv og i verden omkring sig. Han er en mand med det kvindelige.

 

Men hvorfor skal hun være så grim? Heks og mor-arketype 

Hvis man er jungiansk anlagt, kalder man dakinien en mor-arketype. Arketyper er symboler på universelle psykiske mønstre. Det arketypiske overskrider tid og sted, findes på tværs af landegrænser. Og vi kender udmærket heksen fra europas historie.

Vi kender også den kloge kone fra eventyr og myter, hvor hun både kan være ond som heksen i Hans og Grete eller god som Askepots Fe-gudmor. Det er det moderlige på godt og ondt, og sådan optræder mødre i børns mareridt. Børn er nød til at opfatte deres Gode Nok Mor som en heks, ellers ville de aldrig flytte hjemmefra. På samme måde med Naropa.

Naropa har valgt det spirituelle liv som munk, men er fanget i sin udvikling, lullet hen i klostrets varme favn, måske grandiost optaget af sin position i hierakiet. Han sidder lunt og godt i mors skørter – klostret kan ligesom kirken vær det moderlige, også i den kristne tradition. Men han udvikler sig ikke, han får mere og mere viden, men bliver ikke klogere; han forstår ikke meningen. Han har brug for et spark ud i verden for at modnes som menneske. Det får han af dakinien. (Og husk lige: Han er et aspekt i os alle.)

Dakinien er gammle fordi hun er gammel visdom. Grim er noget, hun er i hans øjne, fordi hun bringer en ubekvem sandhed. Er ond. Naropa ser kun overfladisk, da han flot identificerer de 137 hæslige træk, som måske bare er rynker. Men hendes værdi er ikke overfladisk. At værdsætte Dakinien kræver, at man ser med hjertet, som Den Lille Prins ville sige. Det gør Naropa, da de 137 hæslige træk forsvinder, og han opdager, at konen er køn.

Dakinier ikke nødvendigvis søde og rare. De kan godt lide at trække tæppet væk under folk. Ligesom hende her. Men hun gør det i medfølelse. I håb om at vække ham, som jo er os. Og hvis man har mod til det, så hører man efter. Tager imod invitationen til at rejse. Ikke nødvendigvis ud i verden, måske snarere ind i sig selv. Og så bliver mødet med Dakinien en milepæl. Et punkt, et øjeblik, man senere ser som begyndelsen på noget nyt. Og dermed afslutningen på noget gammelt.

 

Datter-arketype 

Uanset om man er mand eller kvinde kan man tænke sig at de kvaliteter, den gamle kone i fortællingen besidder, tilhører os selv. Hun repræsenterer dele af psyken, som er projiceret over i andre, her i noget moderligt. Tilbøjeligheder og viden, som vi bærer kimen til, men af grunde ikke bringer ud i lyset. Ikke lever. Ikke mener, vi er. Skønt det findes i os.

Det er klart, at den samme figur kan betyde noget psykologisk forskelligt for en mand og for en kvinde. Og at vores alder spiller en rolle. Og det er muligvis min alder, der gør, at jeg identificerer mig stærkest med Dakinien og tænker, sikken frihed, gid det var mig! Tænk at være som hende! Sådan at sige tingene ligeud. Glædes på andres vegne. Græde over deres løgne, når de ikke kan selv. Se deres muligheder og potentialer. Sige et par sandheder og så bare gå sin vej, i tillid til at folk nok finder ud af resten selv.

Jeg spejler mig i Dakinien som en datter-arketype. I en kvinde kan dakinien nemlig både være mor-figur og datter-arkeype. Datter-arketypen er kvinden i sin egen ret. Altså én, der står på egne ben og går sine egne veje. Frihed.

 

Anima

Dakinien er mandens anima-figur. Hans indre billeder af det kvindelige. Er man kunstner, kalder man hende for sin muse. De fleste foretrækker muserne unge og lækre, og det kan daknien også være. Når der er brug for det. Det var der ikke her. Her skulle der siges en ubekvem sandhed, og den høres bedst, når mand ikke er ør af begær. Derfor optræder hun som mor-figur.

Dakinien er vores indre vejviser, sjælefører og intuition. Hun er nøglen til forvandling, en bevægelse mod større helhed. Bedre balancen mellem ydre og indre kald. Man skulle ellers tro, at en munk havde styr på de dele. Men Naropa har tydeligvis brug for et spark ud af den behagelige livmoder – klostret – ind i verdens og naturens mere jordbunde krav. Ud af rollen som mors gyldne dreng. Ind i rollen som moden mand.

Dakinier er broer til det ubevidste. Uanset vores alder og køn. De er budbringere, guider, beskyttere, rollemodeller på rejsen ind i det ubevidste, vejen til helhed. Dakinien kan føre os til de dele, vi ikke har kontakt med selv.

 

Hvad får man ud af at følge sin Dakini?

Naropas lærere og de andre munke forsøgte at tale ham fra det. Det er jo vanvittigt det projektet, sagde de. Sæt ikke det hele over styr på grund af en fjollet kone. Men Naropa kunne ikke slippe tanken om sit selv-bedrag. Desuden blev dakinien ved med at dukke op i hans drømme.

Til sidst forlod han den lovende karriere i klostret og blev en omvandrende yogi. Han vandrede land og rige tyndt i sin søgen efter Tilopa. Det blev en lang rejse. Det er også arketypisk. I myter og eventyr finder helte og heltinder ikke hjem på en enkelt nat, ingen besejrer dragen i første hug. Buddha gjorde ikke. Arya Stark gjorde heller ikke. Som dem måtte Naropa gennem mange prøvelser og vildfarelser, før han endelig fandt sin lærer. Og så begyndte en årelang læretid, før han endelig blev oplyst og en af de 84 store Mahasidis, en slags helgen med magiske evner. Altsammen fordi han tog imod sin Dakini. Fulgte det indre kald, der ofte trodser enhver logik.

På en måde vidste Naropa det hele tiden. Ubevidst. At han ikke forstod meningen. Med livet og de smukke tekster, han læste. Hvad de handlede om, teksterne? De handlede såmænd om vores eksistens. Fødsel, liv, død. Om hvordan vi gør grundvilkår til en lidelse. De handlede om vejen ud af lidelse. Sagde på forskellige måder, at vejen til frihed går gennem indsigt og kærlighed.

Men en del af indsigten kan man ikke læse sig til. Det er selvindsigten. Den erkendes i relationer, med kroppen, i livets kaotiske vrimmel. Det er også sådan kærligheden udvikles, både den relationelle og den altruistiske; den der ikke vil have noget tilbage.

Jungianere taler om at individuere. Budhister kalder det at blive oplyst. Det er ikke helt det samme. Men begge dele handler om at blive den, man er. Tage ansvar for sit eget liv og samtidig betænke andre.

 

Moralen: Hverken eller, både og

Dakinien er et sendebud om åbenhed og sandhed. Dakinien skærer gennem. Wherever we cling, she cuts; whatever we think we can hide, even from ourselves, she reveals, skriver Tsultrim Allione. Og vi er alle løgnhalse for herren. Fulde af selvbedrag.

Hvis der er en morale i fortællingen, så kunne det være, at vi er det hele. Og at det lønner sig at dyrke både sit intellekt og det intuitive, kropslige, naturen i os selv og i verden omkring os.

Til det hører relationen. Det er, da Naropa forholder sig til den gamle kone som et medmenneske og tager hende alvorligt, der markerer vendepunktet i fortællingen. Da han bevæges. Lytter til den anden.

I Vajrayana buddhismen anses den højeste indsigt for at være den, hvor køns-dualiter forsvinder, hvor “en eller to” ikke længere findes og alle fænomener forstås, som det, de er; projektioner, en del af os selv. Hvis man synes, det er at gå for vidt, kan man altid falde tilbage på Jung. Han sagde, at den højeste erkendelse er, at der i enhver mand findes en kvinde og i en hver kvinde findes en mand. Det er da opløftende. Ikke sandt?