Mødets Magi
Der stod tre japanerinder og et lille Michelin-menneske i udkanten af menneskemylderet. Foran skøjteudlejningen ved Frederiksberg Have. Søndag morgen. Helt stille, stod de i en solplet og mestrede kunsten at mødes. Omgivet af skrigende, glade og sure skøjtefolk. Tavst smilende stod de og delte udbyttet: Venlighed og velvære. Mødets Magi.
Man kan mødes på mange måder. Altså virkelig mødes.
Det starter med, at man ser den anden. Får øje på. Er nysgerrig. Åben.
Begge parter tog sig friheder
Japanerinderne var gået i øjenhøjde, havde sat sig på hug over for det lille menneske i storblomstret flyverdragt og graffiti-malet cykelhjelm. Med en rød vante holdt hun fast i et alt for stort løbehjul. Hjelmen var også for stor, så stor, at man kun så det inderste hjerte af hendes smilende ansigt. Røde dutter på næse og kinder, to lyseblå øjne, der vandrede rundt på de tre japanerinder; vedblivende, roligt, åbent.
Hun undersøgte dette: Et kulsort springvand af hår på hovedet af dame no 1. En overflod af pink på dame no 2, der var gået all-in, ørervarmere, jakke, bukser og sågar sko. Mens no 3 stak hovedet op af et kobberskinnede dyne-telt. De smilede alle tre, højlydt fra højrøde læber og sortblanke øjne. Deres ansigter var hvide, som den sne, der ikke faldt.
Begge parter tog sig friheder. De stirrede. Åbent og skamløst. Undersøgte hinanden. Uden at sige et ord. Med hele kroppen mødtes de. Og anerkendte med tavse smil. Selv jeg, der lige så frækt var vidne, mærkede effekten. Varmen bredte sig i min mave samtidig med smilet på mine læber. Velbehag.
Åbenhed og accept skaber varme og venlighed. Fred mellem mennesker. Velbehag.
Den Gode Afsked
Mødets Magi beror også på fælles rytme. Helt ind i afskeden (nogen gange findes den først der). Japanerinderne vil videre. De vinker, men bliver høfligt siddende på hug, mens de venter på svar. Det udebliver. Michelin smiler ufortrødent videre. De tilføjer et sødmefyldt trestemmigt bye-bye. Michelin tager ikke imod et vink med en vognstang (selv babyer i barevogne vinker villigt tilbage).
Hun rusker i det alt for store løbehjul. Hun vil have mere. Og der er ingen voksne til at levere den diskret opdragende opfordring “kan du vinke til damen?” og evt puffe let til hende. Så hun bliver stående, holder fast med sine runde og ja, uskyldige blå øjne.
Japanerinderne bliver usikre. No 1 med springvand, skæver til no 2 i pink, de fniser, og ser på no 3, der rejser sig, tøvende i sit kæmpe kobbertelt. Bye-bye, siger hun bestemt og stadig varmt. De andre følger trop. Trekløveret går. Da de vender sig og vinker for 3. gang, vinker Michelin endelig. Stadig smilende. Så drejer hun sig søgende og straks materialiserer mor ud af det blå.
Hun så helt rolig ud. Rolig og åben. Altså barnet. Som om hun havde lyttet til et mindfulness program om at lade verden komme og gå, som verden nu gør. Være åben, ikke holde fast, slippe, slappe heeelt af og lide meget mindre. Og så havde hun vist også hørt den del, der handler om, at man gerne må sige nej og ville noget og prøve om den går.
Jeg tipper, at hun er godt vant hjemmefra. Vant til at blive mødt af den mor, der turde lade hende møde de fremmede uden at gribe ind. De var jo også respektfulde og venlige til sidste vink.
Sæt vi mødte os selv med accept?
Mødets Magi er åbenhed. Det er såre simpelt: Vi åbner os, når vi føler os set og accepteret, og vores grænser ikke bliver overskredet. Vi sænker paraderne, bliver nysgerrige og venlige over for hinanden. Det skaber ro, varme, tryghed. Vækker glæde, venlighed, velvære.
Forestil dig, at vi brugte den magi lidt oftere. Sæt, vi var frimodige og åbne overfor fremmede, ligesom japanerinderne og Michelin? Eller sæt – og nu bliver det sværere – sæt, vi mødte de mennesker (vi tror) vi kender, med nysgerrighed? Sæt, vi mødte os selv med accept?
Forestil dig al den venlighed, du ville opleve og sprede.
I mine meditationsgrupper har du mulighed for at prøve, hvor godt det gør. Du kan fx møde dig selv i Den Hemmelige Have, hvor Frejas Døtre mediterer hele foråret.