Single Blog

Forestil Dem en midaldrende herre i sort. Velnæret, til den runde side, livsnyder må man tro. Hans ansigt er smukt, mørklødet. Der er et vemod og en smerte. Men når han smiler, gløder hans øjne. Han har en guldtand. Sådan står han hver dag udenfor min købmand og lyser. Sommetider sidder han der med avisen. På en klapstol købmanden har sat ud til ham. Han læser ikke i den, avisen. Han sælger den. Hus Forbi. Og klapstolen, den klapper han sammen og stiller op ad et træ, før han om aftenen går hjem til det hjem, han ikke har. 

På en måde er det hans kontor, det lille område med træet. Eller hans klinik. Han har nemlig terapeutisk effekt. Han står og lokker skyggen frem i folk. Og derfor var jeg bange for ham.

Skyggen er alt det, vi har fortrængt fra vores bevidsthed. Det, vi ikke vover at se i os selv, endsige udtrykke. Men let kan se i andre. Vores løgnagtige og svigefulde sider, vores hævntørst, vores liderlighed. Skyggen gør alt det, der strider mod konventionerne. I det skjulte eller i pludselige udbrud. Den gør det, vi aldrig selv ville gøre. Sådan bærer og udtrykker skyggen vores vrede, raseri, nærighed, jalousi, dovenskab, grandiositet og alle vores besættelser. Men også vores usikkerhed, vores depression og vores angst. Og mærk Dem dette: Skyggen bærer også alt det smukke, vi ikke tillader os at være. 

Man kan møde sin skygge i meditationer, i drømme og i dag-drømmerier. Der ser man den personificeret. Somme tider ser man den pludselig i sin virkelige verden. Tag nu mig. 

 

At give en mønt til en hjemløs  

Jeg var smuttet forbi ham uden at hilse. Det er et trick, jeg har udviklet til perfektion. Lade som om jeg er optaget af noget andet. Når det glipper, bruger jeg et andet trick. Jeg hilser, som det pæne menneske alle ved jeg er, men uden at se ham i øjnene. For det kan jeg ikke bære. Nogle dage køber jeg så avisen. Men den kan jeg ikke udholde at læse. Derfor lyver jeg og siger, at jeg allerede har læst den. Kan han ikke sælge den til en anden? Han svarer hver gang venligt, mange tak, og så giver jeg ham de 20 kroner og skynder mig ind og handler for 100, 200, 300. Disse hundekunster har jeg udviklet for at undgå at mærke forskellige ting, jeg ikke ønsker at mærke. Det er skyggen, der rør på sig.

Nå, men der står jeg altså med ryggen til ham og låser min Hamlet, da jeg hører hendes lyse bedende stemme. “Eeeej, behøver jeg gøre det?” En dyb herre-stemme svarer. “Han bliver så glad, når du giver dem!“Jeg ser op og ser de to. En lille pige på 6-7 år, med brune fletninger, iklædt nøje afstemt gråt og rosa fra top til tå, grå uldstrømper, rosa støvler, grå dynefrakke, rosa hårbånd. Hun ser alvorligt op på den mand, som jeg formoder er hendes far. Også han er nøje afstemt i jakke og bukser, ikke et sæt, men sådan noget pænt brunligt uld med sennepsfarvede nistre, og en sixpence, såmænd. Han frembringer en knirkende lyd, mens han langsomt fører hendes arm opad og ryster den i en sejrsgestus. Hun ler højt. “Faaar,” fniser hun. Og jeg kan både se og høre, det betyder: Ok, så gør jeg det. 

Det var sandt. Han blev så glad. Var man en istap, var man smeltet. Han sad på sin klapstol og var i øjenhøjde, da hun rakte sin åbne hånd med mønten frem. Hun holdt stadig far i den anden. Hun smiler, løfter det ene ben, og står som en genert flamingo, lænet op ad far, mens Min Hjemløse Mand taler til hende. Hun nikker, fniser, sætter flamingo-benet ned. Så siger far noget, mens han skiftevis ser på sin datter og Min Hjemløse Mand. Pludselig pludrer hun længe. Begge mænd lytter, opmærksomt, varmt. Far lægger en arm om hende skulder. Og sådan står de, mens far udveksler flere ord med Min Hjemløse Mand, og jeg ser det: Han er deres, ikke min. Og på en helt anden måde. 

Da jeg kom ud fra købmanden var de borte. Min Hjemløse Mand sad med en latte af den slags, alle går rundt med på Gammel Kongevej. Jeg stak ham 20 kroner og stak af. 

 

Nogen får en pædagogisk lektion 

Jeg havde overværet et opdragende optrin. Den kloge far havde givet sin datter en pædagogisk lektion. Og hun havde gjort sig en erfaring. En erfaring for, at den, der er havnet på gaden, ikke er farlig. Den hjemløse er et menneske. Som os selv og vores venner. Hans liv er en menneskelig mulighed. Måske har den kloge far også sagt noget om grunde og omstændigheder. Og om medfølelse. Så hjemløshed ikke truer barnets tryghed, men vækker den medfølelse, som alle børn fødes med. Den Hjemløse fortrænges ikke til skyggen, men bliver en del af hendes bevidsthed.

Også jeg modtog en pædagogisk lektion og på cykelturen hjem var jeg flere gange ved at vælte. Ikke fordi min kurv var fuld af varer, men fordi min indre bestyrelse holdt hastemøde. Kritikken haglede ned. Jeg forsvarede mig naturligvis og sagde, at jeg altid køber på tilbud, ikke er spor rig, meget åben og fri. Og Hamlet er så rusten, at det næsten er pinligt i et pænt kvarter. Lige meget hjalp det. Men det var jo heller ikke det, det handlede om, pengene. Det handler om min angst. 

Jeg er bange for ham, den hjemløse mand. Ja, ikke for ham, han er elskværdigheden selv, men for det, han repræsenterer i min bevidsthed. Eller mere præcist: I min ubevidsthed. Jeg bryder mig ikke om det ubehag, han bringer op i mig. Det er derfor, jeg finder på alle mine hundekunster, når jeg ser ham. Men det var jeg ikke villig til at se på. (Jeg kaldte det, at jeg ikke havde tid.) Så forsynet arrangerede endnu et møde. En meningsfuld tilfældighed opstod allerede næste dag. 

 

Mand og mand imellem 

Han dukkede op, straks jeg ankom til købemandens hjørne, den unge far i det lavmælte kvalitets-tøj. Og med kurs direkte mod min Hjemløse Mand. Han standser, og hilser skønt han ikke har sin datter med, og ergo ingen opdragende opgave. Til min forbløffelse indleder han en samtale. Og jeg kan se det på dem begge, at det er ikke første gang, de fører sådan én. De ligner to kolleger, eller venner, ligefrem. Fordybet i et emne, der optager dem begge. Tæt ved siden af hinanden står de og skiftes til at tale, lytte, nikke med hoveder på sned. Denne pæne Frederiksberg far og Min Hjemløse Mand med den gule Hus Forbi taske og bladbunken i favnen, den sorte flyverdragt, de tindrende øjne, og smilet, smilet. 

Jeg vil stille mig op og stirre, men husker mine manerer, går forbi og skæver: Den unge mand  lægger en hånd på Min Hjemløse Mands skulder og siger: Nå, men jeg ordner lige det andet først. Så sluger købmandens dør mig. 

På vejen hjem falder ti-øren: Den mand har et bevidst, åbent og roligt forhold til Min Hjemløse Mand. Det har jeg ikke. Hos mig ligger han i skygge, er noget jeg ikke vil kendes ved, ikke aner, hvad jeg skal stille op med. Når jeg giver ham 20 kroner, giver jeg ud af skyld, ikke af næstekærlighed. Jeg giver for at slippe, har aldrig ført en samtale med manden. Jeg anerkender kun nødtvungent hans eksistens, før jeg skynder mig videre. Som om han var paria. Som om han smittede. 

Jeg er bange for det, han står der og er: Hjemløs. Angst for at havne samme sted som ham.

 

Familieskygger

Blandt kvinderne i min familie flyder en bundløs og ofte grundløs angst for at havne på gaden. Sådan har det været siden min morfar, som jeg aldrig har mødt, formøblede familiens formue og ære bort et sted i de nordspanske bjerge. De flyttede i nattens nådige mørke for at undgå skammen. Men angst og skam som ikke udtrykkes vokser. Og jeg har fået begge dele i vuggegave, ind med modermælken så at sige. Jeg har afluret min mor, som børn nu gør og sanset denne aldrig udtalte angst og skam. Det er ikke en historie, vi taler om. 

Familieskygger kan være sejlivede. Fløjtende ligeglade med objektive omstændigheder, fortid og nutid, hvem der er voksen, og hvem der er barn. Hvem, der lever og hvem, der er død. Det hele blandes sammen, når skyggen aktiveres, og det gør den under de rette omstændigheder. I dette tilfælde i mig. Og når det sker, bliver jeg kørt rundt i manegen af skyggen. Skyggen er nemlig ikke noget, vi har: Skyggen har os. Den tager os. Besætter os. Styrer. Skyggen styrer, og jeg er robotten, der bliver bange for en hjemløs mand.

Hvis jeg skal være helt ortodoks, så er den hjemløse mand en Animus-figur, der bærer noget, jeg har lagt over på det mandlige. Skyggen har ens eget køn, og min skygge her er min mormor. Det er hende, han lokker frem, når jeg møder ham. Det er mormor, der lader, som om han ikke findes. Mormor, der rædselsslagen gemmer gammelt brød, og ikke går uden for en dør af angst for at nogen skal opdage det, alle i landsbyen ved: At vi havnede på gaden. At vi er paria ligesom ham.

 

Det Fællesmenneskelige 

Skyggen konfronterer os med aspekter af vores psyke, som vi har forkastet og fortrængt til det ubevidste. Den udtrykker alt det, som ikke er velset i vores barndomshjem, og i den større kultur, hvor vi danner vores jeg-identitet. Alt det, der truer. 

Ligesom vi hver især har vores private skygger, så findes der kollektive skygger, som hele samfund og kulturer kan blive offer for. De ligger og venter i det fællesmenneskelige mørke og springer op under de rette omstændigheder. Nazisterne pegede på jøderne, vi har flygtningene og indvandrere og en vis præsident har ligefrem fundet på, at ville bygge en mur for at holde skyggen ude.

Men man kan ikke holde skyggen ude. For skyggen er inde. Inde i os selv. Og det eneste, der kan lindre og forvandle skyggen er lys. Og ja, jeg skrev lindre, for skyggen lider, ligesom vi. Ikke mens den danser fandango i vores liv, ikke mens vi eksploderer, handler i smug, eller opildner hinanden til mørkets gerninger. Der har skyggen en fest. Men bagefter, bagefter lider skyggen i mørket. Og det eneste der hjælper er lys. Også kaldet Bevidsthed. Kærlighed. Accept. 

Skyggen er bedst kendt for sine uskønne sider. Men skyggen kan også være usigeligt smuk og bære vores bedste drømme. Vores kreativitet, vores leg, vores lethed. Vores kærlighed. Vores konstruktive vrede, vores handlekraft og virketrang. Alt, det gode vi ikke tillader os selv. Og derfor, og fordi den uskønne side, kan ødelægge meget for os, er det godt, ja nærmest nødvendigt, at få skyggen ud i lyset. Anerkende den, tale med den, høre hvad den vil. Så den kan forvandles og integreres. 

 

Post Scriptum

De forsvandt i flere uger den hjemløse og den pæne mand. Pist borte begge to. Sikkert også en meningsfuld tilfældighed. For straks efter det andet møde ville jeg hen og stå og tale med ham, den hjemløse. For at konfrontere min skygge, se hvad der skete. Men sådan spillede klaveret ikke. Det handlede jo ikke om, at jeg skulle stå og lave selvudvikling på hans bekostning. Bruge ham i mit projekt. Det handlede om, at jeg skulle indse mit arvegods. Så han ikke skal stå og bære min skygge. Oveni alt det andet, han bærer. Den tyggede jeg så på en tid. 

Nu kunne jeg godt runde af med at skrive om den samtale, jeg endelig fik. Om hvordan jeg fandt ud af, hvorfra han kom, og hvad han lavede, før han blev hjemløs. Men det er egentlig ligegyldigt. Pointen er, at jeg har set min angst og set, at han er et menneske, som jeg. Og når min skygge rør på sig, og det kan sagtens ske, så tager jeg Mormor i hånden, ligesom den kloge far og siger: Han bliver så glad, når du giver dem til ham! Og så lægger mormor 20 kroner i hans hånd og smiler.