Single Blog

Han kom ind på cafeen og stillede sig op. Slap hendes hånd og lod hende om bestillingsarbejdet. Med ansigtet vendt mod gæsterne, spredte han benene og gik lidt ned i knæ. Så vrikkede han med hofterne, først én gang prøvende, så en gang mere, mens han så ned på sine fødder. Åbenbart tilfreds, så han op og indad. Ikke ud på gæsterne. Hans blik blev fjernt. Han gav han sig hen. Til hofternes rykvise stød og armenes bløde tråd gennem luften.

Det var højlys dag. Frokosttid. Solen skinnede derude. Cafeen var fuld. Marts på Gammel Kongevej. De andre gæster tog ingen notits af ham. De sad med hovederne i laptops (studerende) og mobiler (voksne kvinder) og i samtale med en dybt udringet kvinde (en ivrig herre) Den androgyne tjener med pagehår havde travlt med at tjene og se forbløffende godt ud. Ingen opdagede, at han stod og førte sig frem. Det gjorde ikke hans nydelse mindre. 

Vi var nogle kvinder, der førte en samtale forleden. Om at tage plads. Vi havde mediteret på mænd og det mandlinge. For at hente det hjem, som vi har lagt ud til dem. Og da kom det frem, hvor gerne vi vil fylde, være mere os selv, give os hen. Og at trangen ikke går over, bare fordi man undlader, så ligger den og roder i skyggen, og får os til at pege fingre af andre, der kækt kommer lovlig godt i gang. Dem, der tager scenen. Fylder. Fører sig frem. Som nu den unge mand, der steppede ind på cafeen og lod sin ledsagerske om bestillingarbejdet. 

Men førte han sig egentlig frem? Eller udtrykte han noget? Og i så fald hvad?

 

Alt er såre godt

Han var 3 år gammel. Og det var mormors hånd, han slap. Og han stod der ikke for at få opmærksomhed. Han stod der, fordi han ikke kunne lade være. Det var et udbrud. Han boblede over. Udtrykte sin sanselige oplevelse at sit cafe-besøg med mormor og den forestående fornøjelse: Boller med ost og syltetøj. Mormors udelte opmærksomhed. Og derfor, og fordi han endnu ikke havde lært, at sådan gør vi ikke her, indtog han scenen en tirsdag ved frokosttid på Gammel Kongevel. 

Synet af hans skamløse hengivelse gav genlyd helt ned i min mave. Og åh, hvor var det dejligt, det han stod og sagde: Jeg skal have boller og cacao. Jeg er tryg og glad. Alt er såre godt. 

Han var i sine bevægelser slet ikke opmærksom på sit publikum, der trods alt talte to måbende kvinder, Rytmik-Grete og mig. Hans øjne var åbne, men hans blik fjernt. Han skuede indad, ind i kroppen og den indre verden (det er faktisk en meditations-form) Han gav sig hen. Hinsides al fornuft. Til sanserne. 

Da han opdagede vores ubeherskede stirren (Og ja, det har mine børn talt med mig om mange gange. Mor, man kan ikke bare stirre på folk) da stivnede hans krop midt i en bølge. Hans blik flakkede og fik famlende fat i mormors ryg. Mormor har øjne i nakken. Hun vendte sig om, og så ned på ham. Så kom den næste overraskelse. 

Han blev stående. Stadig med let spredte ben og nede i knæ sagde han: Jeg danser. Han sagde det med den blødeste stemme, og med en svag accent som hos den, der endnu ikke behersker sproget. Mormor lagde en hånd på hans hoved, smilede og sagde varmt: Det lyder dejligt! Er det, fordi du er så glad for at være på cafe med mormor? Ja, udbrød han. Og flyttede blikket fra mormor til os. Han så direkte på os. Jeg danser, gentog han alvorligt. Vi er også heldige, sagde mormor. Jeg er lige straks færdig, så dans du bare videre. 

Nååå, sagde den søde unge pige bag disken, og det var godt, han ikke hørte det. For i det nååå, lå en venlig, bevares, men dog overlegen dom. En defintionsmagt. Jeg dømmer og definerer dig: Nuttet. Det var vist ikke lige den selvopfattelse, vores unge cafegæst havde i sin dans. Ja, han danser, sagde mormor bestemt. Han er en guldklump.

Og vi, der ublu havde stirret, smilede vores allerbedste, mest alvorligt opmuntrende smil. For dette var øjeblikket. Det øjeblik, hvor man kan støtte eller give dødsstød til et andet menneskes livs-udfoldelse. Man kan latterliggøre, nedgøre, uskadeliggøre eller ligefrem fordømme. Så snildt som en mis. Og sådan kan man medvirke til en installation. Af den indre dommer, der knuser ethvert tegn på utæmmet liv, endnu før det har taget form. 

Det var vist mormor, der var guldklumpen her. Og de forældre, jeg formoder han har. Og de voksne i daginstitutionen, hvor han hver dag gør sit arbejde. Fx den unge mandlige pædagog-medhjælper, der giver den gas sammen med børnene, skruer helt op for musikken og danser vildt og viser et par moves, al la dem, drengen afprøvede på cafeen. Guldklumperne er de voksne, der får børn til at mærke, sanse, udtrykke og værdsætte deres instinkter og impulser. Kroppens glæder og kreativitet. Og vreden. Men det er en anden historie, hvordan man lærer at mestre den.

 

En mand i sit es

Mens vores lille cafe gæst stod og dansede, udtrykte og undersøgte han, hvordan det føles at være en mand i sit es. Jeg husker tydeligt, hvordan det så ud. Han var lille og kompakt. Solidt hjemme i sin krop. Som en bjørn. Jeg har kendt voksne mænd med samme bjørnekrop, og det har intet med størrelsen at gøre. Det er det kropslige nærvær. Indad og udad. Det er, derfor jeg husker hans krop. Og hans øjne. Blikkets brune varme. Og hans mund. Det kommer vi til. Nu. 

De satte sig ved siden af os. Han kravlede op og lagde sig på knæ på stolen, så han bedre kunne følge mormors bevægelser. Hun arrangerede, tallerkner, kopper, fadet med boller. Og mens hun smurte, fulgte hans øjne hendes hænders gang til og fra bollen. Ikke som en høg, der våger over sit bytte, næh, som en connoisseur, der nyder et udsøgt stykke musik, mens værket bliver til. Han fik lov til at lægge ost på og gjorde det omhyggeligt, slikkede tommel- og pegefinger med stor nydelse. Så syltetøj, sagde mormor. Men det gør jeg, for det er sådan noget løbe-noget. Da listede hans røde tungespids sig udover underlæben, og gled fra mundvig til mundvig i en salig dans, mens øjnene kærtegnede bollen, der snart ville blive hans. Mormor skævede og smilede. Uhhh, det ser godt ud, oversatte hun. Og så fik han den, bollen. Og gav sig hen. 

Det kan godt være mors mad og fars boller er de bedste, men café-boller med mormor er også gode, hvis de serveres i en nærende ånd. Mad handler altid også om relationen. Det er, defor samtale køkkener sælger. Og vores lille cafe gæst udtrykte med sin tunges dans på læben tre grundlæggende behovs tilfredstillelse: Den biologiske sult, det sociale bånd og den sanselige nydelse. Han udtrykte det kropsligt, ligesom da han brød ud i dans: Jeg er elsket, jeg er tryg. Alt er godt. 

 

Same same but different

Jeg mødte ham igen nogle måneder senere. I xhosa IsiXeko Sasekapa – Cape Town, Syd Afrika. På strandpromenaden mellem Green Point Park og det bolsjefarvede fyrtårnet. Endnu en solskinsdag ved frokosttid. Det var kroppen jeg genkendte. Dens kompakte levende udtryk da han kom susende med kurs direkte mod rækværket ud til den stejle skrænt og Atlanterhavet. Der standsede han, spredte benene let, gik ned i knæ og gjorde det samme som sidst. Gav sig hen. Til hofternes rullen og armenes bløde bølger. Han stod med ryggen til, så jeg kunne ikke se hans blik. Men efter alt at dømme var han gået hinsides igen. Hinsides al fornuft. Bare et øjeblik. 

Denne gang var han krushåret og meget mørk i huden. Hans ledsager var ny, og grunden til det spontane udbrud en anden. Men ellers var alt ved det gamle.

Han var kommet i leg med en lidt ældre pige. Og hun var grunden til hans ekstase. Eller rettere sagt: Det der skete mellem dem. Den sociale relation. 

På legepladsen, hvor vi befandt os, stod et gyngestativ med en enorm cirkelformet reb-gynge. Forud for dansen havde han salig ligget der, mens hun stod på kanten og med skrævende ben satte fartøjet i sving. Hun var kortklippet, nærmest karse og kæk. Hurtig, vild og stærk i sine bevægelser. Temmelig tavs. Meget hvid. Og meget veltilpas derved, efter alt at dømme. Hendes mor fulgte deres leg fra en bænk 10 meter fra den bænk, hvor jeg sad sammen med hans mor, der tilsyneladende va optaget af sine meget lange røde negle. 

Efter nogen tid sprang pigen af gyngen og forsvandt ud ad drengens synsfelt. Han rejste sig op, virrede med hovedet, og opdagede, at hun ikke var forsvundet, men stod hos sin mor og drak vand. Han kravlede ned, stod et øjeblik, så fra sin egen til pigens mor. Så valgte han side. 

Han stillede sig klods op ad hende. Hun drak videre med vandflasken for munden. Følte sig ikke intimideret. Hans øjne hang ved hendes ansigt, ligesom de hang ved bollen på Gammel Kongevej. Nænsomt nydende. Da hun var færdig, tørrede hun sig over munden med håndryggen og rakte ham flasken. Han så på hendes mor. Hun nikkede med et smil. Han drak.  

Hans mor, der ligesom jeg havde fulgt optrinnet, vendte sig mod mig og sagde konstaterende: Hun taler ikke engelsk. Men det er ligegyldigt. De leger godt. Og så vendte hun tilbage til sine røde negle, der åbenbart skjulte et øje på hver finger. 

Jeg ved ikke, om hun tænkte på det samme som jeg. At pigen var hvid som sne og han ganske sort. I et samfund, der officielt har afskaffet apartheid, men i praksis lever videre, som om intet var hændt, mens noget er blevet værre. Jeg havde set masser af børnehaver og skoleklasser i Green Point Park tidligere på dagen. Ingen af dem var blandede. Sorte, farvede og hvide hver for sig. Glade, bevares. Jo, jo. Men det er nok også en anden historie. 

 

Løvebrøl og livsglæde

Da hendes tørst var stillet, spurtede pigen tilbage til gyngen og kravlede op. Det var ikke let, eftersom gyngen var høj og hendes ben ikke så lange. Han var henne hos hende i en fart og skubbede på bagfra. Hun råbte højt. Han virrede med hovedet og slap. Men blev stående. Så lå hun der. Midt i det store runde net. Han gav sig til at skubbe. Først forsigtigt. Omhyggeligt. Uden at slippe hende med øjnene. Så hurtigere. Og hurtigere. Og hurtigere. Hans mor rejste sig, mødte pigens mors blik. De nikkede til hinanden. 

I det samme rejste pigen sig op på knæ, og drengen holdt straks op med at skubbe. Hun kravlede hen til kanten, fik sig hevet op på to ben ved at gribe fat i gyngens reb, og stillede sig med skrævende ben på siden af det store hjul. Mens hun holdt godt fast i rebet, satte hun gyngen i svingninger den anden vej. Og så brølede hun. 

Han løb rundt om gyngen og stod et øjeblik og så beundrede op på hende. Hendes bryst skød frem og hendes krop stod spændt som en flitsbue, mens hun blev ved med at brøle som en løve. Og der var det igen. Øjeblikket, hvor ingen voksne griber ind, og livet får lov til at folde sig ud.

Min første tanke, da jeg så hende stå der, var faktisk: Hun brøler som en Tarzan. Og det siger jo mest om mig og den tid, jeg er rundet af. Men så kom jeg heldigvis i tanke om Ronja Røverdatter. Det vilde pige-barn. Ronja er også optaget af sine relationer, og nok har hun et hjem og en far, men hun er på samme måde som Tarzan et naturbarn. Besidder en uspoleret instinktiv handlekraft. Og der bliver flere af dem, de vilde piger. Både i den virkelige verden og i fortællingernes symbolske univers. Arya Stark fra Game of Thrones er endnu en.   

Pigens brøl er livsenergi. Libido. Frit strømmende. Hun brøler sin oplevelse af sig selv og ham. Hun brøler om deres fælles leg. Hun brøler til havet, til himlen, til alle verdenshjørner. Hun brøler vildt. Hun brøler frit. Dansen til havet er hans svar på hendes brøl. 

Hun brølede ikke af nogen. Hun brølede om og til. Han dansede ikke for nogen. Han dansede til og om. Han dansede til havet, til himlen, til horisonten. Han dansede om hende, og om sig selv. Han dansede sit liv, som det var lige her. 

Og al denne lykke brølede og dansede de ind i mig, der tilfældigvis var til stede, og derved huskede en anden lykkelig dreng, et andet sted, en formiddag, en vinter på Gammel Kongevej. Og en mindre heldig pige i en anden park. 

 

Hvordan man slukker vildskab  

Jeg lå i græsset under en stor gammel bøg og blundede, da de kom. To råbende mennesker. En pige og en far. Først blev jeg irriteret, så blev jeg nysgerrig bag mine lukkede øjne. Hver gang hun råbte, svarede far-stemmen meget højt og meget gennemtrængende: Hvorfor du skal skrige sådan? Så blev der stille en stund. Indtil han pludselig og højlydt annoncerede, at han ville have et far-datter kram. Og så hvinede hun igen. Naturligvis havde jeg nær sagt. For da jeg åbnede øjnene, så jeg, at hun sad og balancerede på sadlen af en Christiania-cykel, i skrædderstilling med sine korte 4 års ben. Nok så flot og modigt. Det var en betagende balanceakt. Som han forstyrrede med sit kram. Og sit råberi om ikke at råbe.

Her foregik ikke noget dramatisk traumatisk. Og pointen er ikke, at den far, han burde have holdt sin mund. Været nærværende. Hørt efter. Givet pokker i pænheden. Droppet janteloven. Eller hvad det var, der fik ham til at fordømme sin datters højlydte glæde og forstyrre hendes stille triumf. 

Næ, pointen er, at det er så nemt at se forskellen. Især når man står udenfor og observerer. Man kan langsomt og drypvist lukke for de vilde skabende kræfter. Gøre dem forkerte. I stedet for at bakke dem op. 

 

Hvordan man bliver vild igen 

Café på Gammel Kongevej eller legeplads i Green Point Park, forskellen er den samme. Der var nogle voksne, som viste nogle børn noget. Uden at sige et ord. Nogle kvinder, der ikke greb ind. Rummede og nikkede og dermed sagde, at piger og drenge gerne må danse og huje. Føre sig frem. Tage plads. Være synlige. Højrøstede. Blomstre. 

Mad, piger og leg gør åbenbart drenge danseglade. Kropslig udfoldelse gør piger højrøstede og vilde. Man skal finde sin volumen. Det kan man kun ved at øve sig. Helst i selskab med u-dømmende voksne. Der er grunde til at voksne kvinder holder sig tilbage.

Det er aldrig for sent at lære sig selv at kende i en vild version. Det gælder om at gøre det. Ligesom drengen, der dansede og pigen, der brølede. Mange bække små, gør en stor å. Og alle de øjeblikke, du vover at udtrykke dig frit, kan ende som en å. Eller en hel flod. Hvem ved.  

Man(d) tager da Scenen. Gør man ikke?