Læbestift og Libido
Vi skulle præsentere os selv med et symbol. Og jeg sad med 13 læbestifter i skødet og fortrød. I en rundkreds på et kursus. Blandt præster, forskere, erhvervspsykologer. Jungianere hele bundtet; grundigt forelskede i symboler. Senere skulle der forelæses over psykoanalysens historie. Vores undervisere havde mindst to lange uddannelser bag sig hver og jeg havde 13 læbestifter. Bare tallet burde have fået mig fra ideen.
Nu vil jeg ikke skyde skylden på andre. Men Sabine stod ved siden af mit chatol i entreen og tog sko på, mens vi talte om opgaven. Den med symbolet. Da hun lænede sig frem, fik jeg øje på, læbestiften, den, jeg bruger hver gang, jeg går uden for en dør. Jeg tager sgu min læbestift, røg det ud af mig. Ja, udbrød Sabine begejstret. Gør det!
Og nu sad jeg der med mit læs og fortrød den ikke helt gennemtænkte idé. For hvad pokker skulle jeg sige? Udover at læbestift, meditation, mine børn og drømme har været konstanten i mit liv i 30 år. Og var læbestift overhovedet et symbol?
Symboler er lidt gådefulde
Vi er omgivet af symboler i hverdagen. Dannebrog, folkeskole, hijab. Disse ting findes. Er konkrete. Virkelige. Kan ses og sanses. Tjener et formål. Men når vi bruger dem som symboler, er de mere end det. Så rummer de noget, vi aldrig helt kan definere eller forklare. Noget ubevidst.
Ordet symbol kommer af oldgræsk, hvor det henviser til noget, der er “kastet sammen”. Nu bruges det om anskuelige og sanselige fænomener, der ikke er helt konkrete. Ideer, handlinger, sindbilleder og begreber. Jungianere elsker at lirke mening ud af de symboler, der optræder i vores drømme og fantasier. Og dem, vi bruger i hverdagen.
Tegn kan ikke misforstås. De har én og kun én betydning. Ofte er det livsvigtigt, at det forholder sig sådan. Man kan f.eks forestille sig, hvordan vi ville opleve og overleve en tur i trafikken, hvis vejskilte var flertydige. Eller postyret hvis toiletskilte var dobbelttydige.
Symboler derimod er flertydige. De er ladet med mening. I lag og mange modsat strittende retninger. Og når vi ser et symbol, vækker det noget i os. Noget af det kan vi umiddelbart forklare. Det er det, vi kender. Det vi ved. Og så er der det, vi aner. Det, der drager af endnu og måske evigt ukendte årsager.
Hvad tænker du, når jeg siger læbestift?
Alt kan i princippet optræde som et symbol. En lænestol, en mor, en far, en bil, en hest, en drage, en cirkel, et kors, Jesus på korset, Buddha, Muhammed. Og derfor kan man gå rundt i sit lille liv, der som shakespeare sagde, er omgivet af søvn, og pludselig vågne op og se noget, man har set 1000 gange, men nu med et dybere blik: Symbolsk.
Når man vil finde ud af, hvad symbolet betyder, kan man starte med at spørge sig selv, hvad det bruges til. Det var faktisk ikke det første, jeg gjorde med læbestiften. Muligvis fordi det er så indlysende: Man bruger læbestift til at fremhæve sine læber. Læberne er en del af kvindens skønhed. Så det må jo være det, læbestiften fremhæver, kvinders skønhed. Men den fremhæver også noget andet.
Da jeg havde indsamlet de 13 læbestifter, rundt om i mit hus og i mine lommer, startede en spontan erindrings-rejse gennem mit liv. En associations-række dukkede op. Og den viste det andet: At læbestiften handler om mere end skønhed. Den handler også om magt og om oprør.
Et faderopgør
Jeg var 27, første gang jeg købte en læbestift. Det var et faderopgør. Jeg købte den i lufthavnen i Barcelona på vej hjem til Danmark. En ultra rød Yves Saint Lorent. Mindre kunne ikke gøre det. Og jeg brugte den i mange år. Mindst 10, måske 15. Hver dag. Og når den gamle var brugt op, købte jeg en ny. Selv da jeg boede på Bogø, og ikke et øje så mig, når jeg gik til købmanden med min førstefødte, stod jeg foran spejlet og påførte mig det røde lag, før jeg gik ud. Ritualet mindede mig om, hvem jeg også var. En selvstændig kvinde, der tænker og bruger læbestift.
Min far har aldrig forbudt mig at bruge læbestift. Forbud var ikke hans stil. Det var også lidt svært i en forstad, hvor alle, han selv inklusive, var røde og gik ind for børns og kvinders ret til at være mennesker. Næ, min far viste mig på andre måder, at en asketisk æstetik er at foretrække. Rene linier og lys. I hus, have og ansigter. Ikke alt det gøgl.
At min mor gik med læbestift og især, når vi var i Barcelona, var en anden sag. For her gik alle damer, så vidt jeg kunne vurdere og ikke mindst mine mostre med læbestift og masser af bling-bling. Mit 5-6 årige jeg synes, de var flotte. Strålende, varme. Men det sagde jeg ikke til min far.
Et kvindeoprør
Jeg kom i skole nogle år før kvindeoprøret brød løs i 60’erne. Det bredte sig som en steppebrand blandt mine lærerinder. De smed efternavn, læbestift og bh og begyndte at ryge pibe og strikke hønsestrik. Og vi, der var piger og beundrede dem, sad snart og strikkede knytnævner i kvindetegn på brystet. Det betød kvindemagt. Og læbestift betød kvindeundertrykkelse. Jeg var teenager og livet var vældig politisk.
Da jeg kom i gymnasiet, gik jeg kun i overalls. Det var et symbol på, at jeg var heeelt uanfægtet af mit udsende og kun optaget af min hjernes kapacitet, og solidaritet og ligeret (og hemmeligt af mit udseende og drenge) Jeg gik til demonstrationer og var medlem af bogstav-kombinationer, som OOA, DSF, og var nær røget ind i VS kun reddet på målstregen af min fransklærer, der selv var medlem og sagde: Rejs! Rejs ud!
En tænkende kvinde med læbestift og menstruation
Nogle år senere blev tæppet trukket væk under mig og min verdensopfattelse, som ellers var så snild i brug. Lynhurtigt uden at tænke vidste jeg altid, hvad jeg skulle mene om alt. Jeg skelnede let skidt fra kanel. Men så begyndte jeg at studere antropologi. Det var i midt 80’erne. Og nu skulle jeg pludselig finde den indre mening i andre mennesker og kulturer. Forstå tingene indefra. Ikke fælde forhastede værdidomme.
Vi havde en mandlig lærer, der bar make-up over hele kroppen. Han var tatoveret, som det folk han studerede. Og en kvindelig forsker, der påførte sig læbestift, når det passede hende. En dag hev hun læbestiften frem af en lille røde legetøjskuffert midt under en forelæsning, som hun godtnok ikke selv holdt (det havde ellers været flot). En anden dag spadserede hun ned ad gangen frejdigt svingende med en tampon i snor.
Ting, jeg ikke engang tillod mig i det private, gjorde min lærer i fuld offentlighed. Hun provokerede. Læbestift og tampon var symboler på hendes ret til at være kvindelig og tænke. Hun var en tænkende kvinde med læbestift og menstruation.
Jeg tror, det var der, det begyndte at skride for mig. Jeg begyndte at lægge mærke til alt det, jeg undlod af angst for ikke at blive accepteret. Det var ikke kun i det ydre, jeg undertrykte det, vi kalder det kvindelige (og som også findes i mænd). Mit følelsesliv, der havde været andenrangs blev pludselig legaliseret. Det at have følelser blev en værdi. At udtrykke dem. Måske følge dem. Og intuitionen. At være irrationel. At være mere end en rationel hjerne.
Læbestiften, som min far kaldte gøgl og som antropologer kalder krops-udsmykning kom til at udtrykke hidtil nedvurderede sider af mit væsen. Og en dag gik jeg ned til min lokale frisør, satte mig i stolen og sagde: Farv mine vipper og bryn. Frisøren, der var en mandlig kopi af Annie Lennox, så kort på mig og sagde: Vil du have to skovsnegle midt i fjæset? Eller skal jeg plukke dem nu? Det var mine bryn han mente.
Dronning, hore, heks
Min lærer var langtfra den første, der lagde sin læbestift, som hun ville. Hundrede år tidligere var den franske skuespillerinde Sarah Bernard berygtet for at bære sine røde læber udenfor scenen. Læbestiften var et symbol på hendes ret til at være en fri kvinde med læbestift, sexualitet og det hele. Sara Bernard pegede ligesom min lærer på sin libido, sin livsenergi, inklusive det sexuelle. Hun pegede på sin ret til at have en drift, og gøre med den, hvad hun ville. Ligesom mænd.
Siden tidernes morgen og overalt på kloden har kvinder farvet læberne røde. De har brugt det forhåndenværende, planter, sten, biller, tatoveringer eller bidt sig i læben for at få det røde look.
For 5000 år siden brugte mænd og kvinder i Mesopotamiens overklasse farve fra knuste ædelsten iblandet hvid bly. Her indikerede røde læber ikke køn, men social status. Og for 2000 års siden knuste Kleopatras slaver karminbiller, så hun kunne gøre sine læberne røde. Også hun brugte læberødt som symbol på magt og status.
Mens de røde læber var et adelsmærke i Ægypten, var det et lav-status symbol i Grækenland. Herfra kendes den første lov om læberødt. Hvis prostituere gik på gaden uden vin-røde læber, kunne de straffes. De måtte ikke forlede pæne mænd til at tro, de var rigtige damer.
I middelalderen var det nøgne ansigt moderne. Vist mest fordi kirken ville det sådan. Man skulle ikke håne guds skaberværk ved at ændre på det, og kvinder skulle skrifte deres forbrug af læbestift, som kun var acceptabelt, hvis man var så grim, at det var synd for ægtemanden.
Det lod Englands Dronning Elizabeth I hånt om. Hun kunne lide sig selv med røde læber. Og da hun var en magtfuld kvinde med sine meningers mod, blev røde læber hendes varemærke. Et symbol på hendes magt og status.
Efter hendes død bandlyste magtfulde mænd i kirken læbestiften og ligeså magtfulde mænd i det engelske parlament vedtog i 1770 en lov, som betød at kvinder, der brugte læberødt, kunne brændes som hekse. De mænd kunne mærke magien i de røde læber.
150 år senere i 1912 leverede Elizabeth Arden rød læbestift til amerikanske kvinderets-forkæmpere. De brugte læbestift som et symbol på kvinders selvstændighed og styrke. Men nu var det alle kvinder, det gjalt. Ikke bare adel og overklasse som i Elisabeths England.
I de brølende 20’ere var læbestiften blevet et symbol på kvinders uafhængighed. Og under 2. verdenskrig var læbestift klassificeret, som en nødvendighed i England, på lige fod med kaffe, øl og cigaretter. Læbestiften holdt moralen oppe, og var en finger til Hitler, der ikke brød sig om den.
Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor brugte røde læber i 50’erne og 60’erne. Og blev på hver deres måde symbol på noget kvindeligt. For nogle var de rollemodeller, for andre bar de skyggen; lagde krop og liv til forbudte fantasier. Marilyn som den bløde erotiske gudinde, Elizabeth som den iltre.
Med 60’ernes kvindekamp røg læbestiften ud blandt feminister, indtil den kom ind igen i 80’erne.
Det er min barndom og ungdom.
Den rolle læbestiften har spillet for mig, gør mig ikke unik. Jeg er en kvinde af min tid og af kulturen, de stedet jeg er vokset op og har færdes. Læbestiften blev mit personlige oprør. Symbol på min kvindekraft og kvindesaft. Ligesom den har været det for andre kvinder før mig i andre kulturer. For en anden kvinde med en anden historie kan det at aflægge sig læbestift være symbol på præcis det samme: Selvstændighed. Stå på egne ben. Være et (mere) helt menneske.
Jeg civiliserer mig
Jeg civiliserer mig om morgenen/ foran spejlet / jeg tager tøj på / jeg rejser mig / jeg er ikke en abe / jeg går på mine fødder / ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad.
Sådan lyder starten på en digt af Kirsten Hammann fra 1992. Jeg så engang en video, hvor en kvinde (kunsteren selv?) lagde nøgent ansigt til digtet. Og jeg blev dybt betaget af det undertrykte raseri, der ulmende, oprøret mod konformiteten. Digtet handler ikke (kun) om make-up. Men om alt det pæne. Det civiliserede. Det kulturlige. Digtet hylder det vilde. Det naturlige. Drifter og instinkter. Vrede, raseri, sorg, umådeholden glæde.
Kropsudsmykning, røde læber og naturlige instinkter er ikke modsætninger. Kan sagtens gå hånd i hånd. Tænk på oprindelige folks tradition for at lægge krigsmaling, sorte øjne for sorg, henna farvede hænder for glæde.
Make-up kan bruges til at skjule. Hvem jeg er, hvordan jeg har det. Make-up kan også bruges til at frem-tegne, den jeg virkelig er. Elller den jeg også gerne vil være.
Engang jeg var nedtrykt, og samtale ikke hjalp, sagde min catalanske veninden: Pon te guapa y sal! Gør dig smuk og gå ud! Det gjorde jeg så. Og det er jo ikke, fordi alt bliver godt, fordi man lægger rødt på sine læber. Påfører sig symbolet på sin kvindekraft. Men det kan virke opløftende. Ligesom at løbe en tur. Svømme. Bokse. Danse. Man forbinder sig med resourcer.
Coco Chanel skal have sagt “Hvis du er nedtrykt, så tag mere læbestift på og angrib”. Jeg synes ikke tiden er til krigsmeldinger, men helt sikkert til mere af det kvindelige. Også i mænd.
Mund, Mænd, Mandlig
Man ser sommetider mænd med mascara. Men sjældent med læbestift. Hvorfor mon? De eneste jeg kan huske, har jeg set på film. Der er en vag erindring om en mand fra Solkongens hof med rød trutmund og bleghvide kinder. Til gengæld står Dr Frank-N-Furter knivskarp, i lækre lår, korset, sorte kohløjne og glinsende røde læber. Denne transseksuelle forsker, der har skabt den perfekte mand, en solbrændt, høj, blond og lidt dum yndling i 80’er filmen The Rocky Horror Picture Show.
Det skorter på mænd med læbestift, men ikke på studier af de røde læbers effekt på mænd. Det er blevet vist, at de klassiske røde læber øger kvinders tiltrækningskraft på mænd betydeligt. Fx kan engelske mænd fastholde opmærksomheden på et sæt røde 7, 3 sekunder, imod kun 6,9 på et par rosa. Og uden læbestift bliver det kun til 2,2 sekunder. Så kikker de, altså mændene videre på andre ting, som øjne og hår (nej, der stod ikke noget om bryster).
Men at stirre er ikke det samme som at være tiltrukket. Eller mænd kan sagtens have sexuelle fantasier om røde læber og samtidig i et andet perspektiv føle sig intimideret af al denne kvindelige selvtillid. Symbolet virker uanset. Andre studier viser, at alt for røde læber gør mænd håndsky, og en vox pop hævder, at mange mænd slet ikke bryder sig om fedtet læbestift og mascara i klumper.
Pointen er at læbestifts-symbolikken heller ikke for mænd er entydig. De røde læber, der signalerer spændende kvinde til den ene signalerer måske fare til en anden. Og bære det røde selv, vil de åbenbart ikke.
Libido og røde læber
Med munden taler man. Man kommunikerer. Udtrykker sig. Munden som symbol kan handle om at indtage føde, også åndelig. Man kysser også med munden. Sensuelle læber. Nu er vi inde i sovekammerete. På Dali Museet i Figueras står en knaldrød sofa, og set på afstand danner den sammen med et par andre genstande skuespillerinden Mae West ansigt. Sofaen er hendes læber. Mae West var barmfager, bramfri og osede af erotik. Det er hende, der hilste en lækkerbidsken af en mand med ordene: Is that a gun in your pocket or are you just glad to see me?
Man bruger mund, man får munden på gled, munden står ikke stille på hende. Eller min mund er lukket med syv segl. Jeg fik mundkurv på. Det handler om at have mulighed for, turde, kunne udtrykke sig frit.
Mund, læber og tunge er en vigtig erogen zone og det sanseområde det optager i hjerne er ganske stort. Vi er alle sammen startet med at opdage, indtage, undersøge verden og udtrykke os gennem munden. Da vi var spæde og fik bryst, græd, skreg, klukkede. Sutte, suge, bide. Vores første nydelse og frustration. Vores første behovstilfredstillelse.
Libido er latin og betyder lyst, begær, drift. Det er udtryk for vores livslyst, ikke kun den sexuelle. Men det hele. Og når jeg går rundt til hverdag og taler med røde læber binder jeg nogle områder af mit væsen sammen. Det rationelle, objektivt observerende. Og det relationelle helhedssøgende. Den energi, som vi bedst kender fra sexualiteten, er ikke spaltet fra, men bærer den tale, der kommer ud af min mund om morgenmad, meditation og midtvejskrise.
Hønserøven
Nogle uheldige kvinder får hønserøv, når de bliver ældre. Rynker om munden, så det ligner, ja nemlig en hønserøv. Når man så bruger læbestift siver farven via rynkerne ud i resten af ansigtet. Det er ikke er kønt. Den unge mand i min økologiske makeup butik anbefalede diplomatisk concealer, hvis dette utænkelige skulle ske for mig. Det var før jeg fik nye briller.
Hvis man insisterer på at botox er skidt (det gør jeg) må man opgive læbestift (det vil jeg ikke) eller fylde rynkerne med noget andet. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Og min kloge supervisor, der er en tænkende kvindelig skribent, har fundet en læbestift med indbygget stopklods. En magisk honning-stift, som jeg nu sværger til, ligesom Elisabeth 1., der troede, der var foryngende kræfter i hendes pomade. Så nu minder læbestiften mig dagligt om min alder.
Hvad vi forstår ved et symbol afhænger af konteksten. Og til den hører vi selv som en foranderlig størrelse: Hvilken kultur vi lever i, og hvor i livet, vi er.
Symbolet som et Bevidsthedsudvidende Stof
Hvis man var freudianer, kunne man tænke om læbestiftens form, at den peger på fallos. Pilen peger på penis. Ligesom alt det, der er rundt eller hult og rummende, peger på det kvindelige. Så der står vi hver dag og simulerer samleje, når vi skruer læbestifter op og ned, ud og ind af deres hylstre. Det var ikke lige mine associationer. Med mindre vi tænker på læbestiften som symbol på den magt, som gennem tusinde års patriarkalsk kultur har været tilkendt folk med penis.
Vil man vide, hvad et symbol rummer udover det indlysende, kan man benytte et trick, som gør bevidstheden til talerør for det ubevidste. Man associerer. Frit fra leveren. Er åben for de indfald, der dukker op. Det var sådan, jeg fandt den personlige mening. Gennem minderne om mit liv før og efter læbestiften.
Et andet trick er amplifikation. Det betyder udvidelse. Og det man udvider er sin bevidsthed. Symbolet bliver en slags bevidsthedsudvidende stof. Det er også simpelt: Man leder efter paralleller i mytologi, eventyr, religion, kunst og kultur. Jeg fandt paralleller i verdenshistorien om Kleopatra og de andre. Sådan så jeg den kulturelle og den universelle betydning. Og forstod at jeg på en gang er unik og ikke.
Terning, saks, saftpresser
For lige at hæfte en ende: Jeg blev ikke smidt ud af det gode selskab. Der i kursus-kredsen, hvor jeg sad med mit læs læbestifter og fortrød. Og jeg faldt ikke igennem. Jeg skilte mig ikke ud på anden måde end de andre. De hostede op med alle mulige symboler hentet lige ud af deres hverdag: En rollespils-terning, en frisørsaks, en saftpresser, en bog, en legetøjs-ørn, et billede af havet, et tarokort, et strikke-tøj og et hjemmestrikket våbenskjold. Og så var der selvfølgelig læbestiften. Mit symbol på at jeg er kvinde med hjerne og det hele.